Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

Cementfigurerne

Jeg har lige købt tre skulpturer, to på Efterårsudstillingen og en på ”De 17” som jeg er usigelig glad for. Jeg har nu over 40 skulpturer, så min samling er snart en af de bedste i landet. Hver dag glæder jeg mig over dem og mine malerier.”

Jens Søndergaard samlede på skulpturer. Han købte mange og han forsøgte sig også selv udi kunsten. Af hans egne er der dog ikke mange bevaret. På Jens Søndergaards Museum har vi tre store cementfigurer. De blev efterhånden meget medtagede af vind og vejr, derfor er de nu opstillede figurer afstøbninger af originalerne.

De tre figurer består af en mand, en kvinde og en lille pige. Manden står på en lille forhøjning nord for huset. Han gør front mod havet. Kvinden og pigen står bag huset og vender sig mod Ferring by.
Det er ikke kun formen, der gør disse lange særprægede figurer specielle, men også det symbolske i deres placering og deres lighed med menneskefigurerne i malerierne. I modsætning til menneskefigurerne i malerierne, som det ikke altid lykkes Søndergaard at integrere fuldt ud i landskabssceneriet, eksisterer de nøgne skulpturer overbevisende på stedet, i dagen og lyset.