Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

Museets historie

I 1928 tog den vestjyske maler Niels Bjerre en ung malerkollega, Jens Søndergaard, med til Bovbjerg. Jens Søndergaard blev så betaget af landskabet med den stejle klint og det vide udsyn over himmel og hav, at han straks slog sig ned for resten af sommeren. I 1930 købte han et lille træhus yderst på skrænten og indrettede sig et sommerhus med atelier. Her tilbragte han måneder hvert år og malede billeder af den natur og de mennesker der omgav ham. Helst havet i oprør, grønt med hvide toppe eller sort med en uheldssvanger skæv horisont. Men også gerne af folkefester som Skt. Hans eller ringridning.

I 1952 besluttede Jens Søndergaard, at han ville lave et museum over sin kunst på Bovbjerg. Derfor testamenterede han huset og en stor samling malerier til Vandborg-Ferring Kommune. Jens Søndergaard døde i 1957 og d. 16. maj 1958 åbnede museet for første gang.

I 1993 blev der i forbindelse med restaurering af museet fundet en del tegninger, litografier og akvareller af Jens Søndergaard, hvoraf nogle enkelte er at finde i museets udstilling.

I dag er Jens Søndergaards Museum en afdeling af Lemvig Museum – og de passer fint sammen. På museet i Lemvig kan man nemlig se Niels Bjerres billeder, bl.a. fra Bovbjerg. Og begge steder hænger et portræt, som Jens Søndergaard har malet af sin ældre ven og kollega, Niels Bjerre.