Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

"Sct. Hans" af Jens Søndergaard

En provokation i sin tid?

Han kan jo ikke male…” sådan var fleres syn på Jens Søndergaard, da han brød igennem i 1920’erne, alligevel blev han en af de danske ekspressionister, der opnåede stor anerkendelse, mens han levede.

Op til århundredskiftet blev der gjort op med det traditionelle maleri, og der arbejdedes frem mod ’det moderne maleri’. Baggrunden for det moderne maleris udvikling i Danmark var en stigende utilfredshed blandt unge malere. I 1880´erne stod Det Kongelige Danske Kunstakademi med professorerne Julius Exner, Frederik Vermehren og Carl Bloch for et traditionelt betonet genremaleri i rolige, mørkladne farvetoner, meget konservativt og upåvirket af de nyeste tendenser fra Paris og resten af Europa. Denne brydningstid kommer til udtryk i Jens Søndergaards gode kunstnerven Niels Bjerres brevveksling med fætteren Kristen Bjerre. De gik begge på akademiet. Niels Bjerre forsøgte 2 gange at få afgang fra Portræt af maleren Niels Bjerre, 1932-36akademiet, men det lykkedes ikke at tilfredsstille professorernes krav. Kristen Bjerre var også begyndt på akademiet, og i breve fra 1888-89 fremgår det, at også han havde sine bryderier. Niels rådede ham på et tidspunkt, ”hvis man ikke kan bekvemme sig at bryde ud, er der ikke andet for end at tage det med godt humør. Man kan ikke gå på akademiet og samtidig filosofere over det maleriske og lyset – som om akademi og kunst har noget med hinanden at gøre”. Det Niels Bjerre hentydede til med at bryde ud, var at skifte over til Kunstnernes Studieskole, der var oprettet i vinteren 1882-83 i protest mod akademiundervisningen. Skolen var ledet af Laurits Tuxen og P.S. Krøyer og i 1885 blev også Kristian Zahrtmann tilknyttet. Blandt de mest kendte af Zahrtmans elever var ”fynbomalerne”, der holdte til omkring Johannes Larsens åbne kunstnerhjem i Kerteminde. Fynboerne skabte et spændende kunstnermiljø fra begyndelsen af 1900-tallet og ikke blot er perioden sammenfaldende med kunstnerlivets opblomstring ved Bovbjerg, men en del af personerne, der prægede kredsene og debatten i kunst- og kulturlivet, færdedes begge steder. Heraf kan nævnes Thøger Larsen, Johs. V. Jensen, Otto Gelsted og Johannes Larsen.

I perioden 1910–20 var der grøde i dansk kunstliv. Efter en skandaleudstilling på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1918, der blev anmeldt negativt af samtlige aviser, foregik en såkaldt dysmorfismedebat startet af bakteriologen prof. Carl Julius Salomonsen. Denne mente, at de nye kunstretninger skyldtes en smitsom sindslidelse, hvorfor de unge kunstnere dyrkede det hæslige og vanskabte. Med denne udstilling og debatten der fulgte, fik de nye kunstretninger stor opmærksomhed. Man malede ikke længere for at behage, men søgte et individuelt udtryk. Hvilket også gjorde sig gældende for Jens Søndergaard.  Han arbejdede på at frigøre farven fra synsindtrykket og få den til at virke i harmonier og rytmer. Farven skulle yde så meget, at den blev billedets første indtryk.

En anmelder skrev i 1925: ”Enkelte af Jens Søndergaards billeder røber et nok så ejendommeligt farvesyn; men udførelsen er i dem alle så ubehjælpsom, at de næppe burde være kommet udenfor malerens bolig”. En anden anmelder skrev i 1928: ”Også Jens Søndergaard er meget underlig – Tiden er jo også forkert, og kunst må gerne være fuld af underlige ting, der dukker op i regn og blæst i klitter ved et forpisket og ækelt hav.” Jens Søndergaard var ekspressionist. Han fandt gennem sit eget udtryk - gennem farvekraften, linjerne og det naivistiske element - en ny måde at se og opleve landskabet og naturen på.

Jens Søndergaard var en kunstner, der brød både skrevne og uskrevne regler om, hvordan man arbejdede med farver, linjer, figurtegninger og perspektiv, og han var i sit udtryk nyskabende og provokerende. Jens Søndergaards ligegyldighed med detaljerne og perspektivet, virker på mange både interessant, men også underordnet i forhold til den umiddelbare og sanselige oplevelse, malerierne er. I 1942 skrev anmelder Inge Høg: ”…Og så Jens Søndergaard. Det er ikke til at forstå, at hans figurer, der er så dårligt, så ubehjælpsomt tegnet som hos 8-9 års børn, så langt fra at ødelægge hans landskaber, netop gør dem så fortællende og stemningsrige.